Hvorfor sker der ikke noget her på bloggen?

Som de fleste af jer nok har lagt mærke til, er der liiiidt langt mellem snapsene her på bloggen. Det er der egentlig flere grunde til, men den altoverskyggende er tid, eller nok nærmere mangel på samme. Men det betyder ikke, at jeg har droppet min plastikfrie “quest”, jeg har bare måtte erkende, at 3 forskellige kanaler er lidt meget, at producere indhold til ved siden af alle de andre ting og sager jeg er involveret i. Men no worries, UrbanBob lever i bedste velgående…-Derfor vil jeg anbefale dig, at følge med ovre på Instagram, hvor jeg primært og ret tit får sendt indhold ud i internetsfæren. Så der kan du få dit bæredygtige quickfix og lade dig inspirere af en masser andre seje mennesker verden over, som også har taget kampen op mod den unødige plastik. Jeg er selvfølgelig også at finde på good old Facebook.

Så kom med over i “SO ME land” og lad os sammen finde de bæredygtige løsninger.

 

Tanker om klimasikring versus adfærdsændring

I kølvandet på kendisstormen Urd og ikke mindst stormfloden, er internettet og de almindelige papirsmedier svømmet over i artikler om (pun intended), hvordan vi klimasikrer lokalområder, fodboldbaner, huse m.m. Det er på en eller anden måde glædeligt, da det faktisk betyder at klimaforandringerne bliver anerkendt som virkelige. Men hvad der derimod er knap så fedt er at jeg endnu ikke er stødt på artikler, der stiller skarpt på årsagerne til klimaforandringerne….Hele den her polemik om vejrsituationen minder lidt, at begynde og spise appelsiner, ingefær og drikke urtete, når man er blevet ramt af forkølelsen…Ja det gør jeg også.
Politikerne har nærmest stået i kø for at få taletid og dele deres holdninger til, hvordan vi sikrer lokalsamfundene mod oversvømmelser og andre vejrmæssige herligheder, men ingen har stillet spørgsmålet…Hvorfor vinterhalvåret lige pludselig er fyldt med storme, plusgrader og regn i stedet for snevejr, frost og solskin? Og ikke mindst hvad er årsagen til det?

Nu er jeg ingen “Volborg” og jeg heller er ikke vild med regn og storm på cykelstierne. Så derfor vil jeg gerne slå et slag eller to for, at vi snakker om, hvad klimaændringerne kommer af og hvordan vi hver især kan bidrage positivt til fremtiden, til hinanden, vores børn og dem der kommer efter dem.

Så lad os stå sammen, vise vejen og fylde 2017 med flere bevidste valg, mindre plastik og mere sjov!

 

 

Godt nytår

1. Januar og hold nu fest, hvor ville jeg ønske, at der var en statsregel om at man først skulle møde på arbejde tidligst 2 hele dage efter nytår…Av av av.

Anyway, så var 2016 ikke ligefrem mit drømmeår, men på trods af det så var det altså året, hvor jeg gav min indre klimaaktivist plads og en stemme både her, på Facebook og ikke mindst på Instagram…(YOLO). Det er jeg både glad for, stolt og henrykt over. Og så er jeg begejstret over, hvor seje I er til at gøre en forskel for en grønnere fremtid. Af hjertet tak!

Jeg ved ikke, hvad der skal ske her på urbanbob eller i mit liv generelt i 2017, men jeg ved at jeg vil sætte alle mine kræfter ind på at:

  • Sige nej tak til alle slags plastikposer.
  • Købe emballagefrit hvor og når det er muligt.
  • Forsætte med minimere mit forbrug af produkter i plastikbeholdere.
  • Give mig selv plads til flere pauser, hvor jeg kan drikke mere kaffe (og det er selvfølgelig i en rigtig kop eller i min genanvendelig kop til gåturene).

Og apropos plastikposer, hvad siger I så til at udfordre jer selv og jeres nærmeste til at holde plastikpose-fri januar – JA? Mens I tænker over det, vil jeg vende tilbage til alt det hvide brød, salt og fedt som jeg med glæde skal indtage og skylle ned med rigelige mængder af cola og treo.

Godt nytår skønne mennesker og må jeres 2017 blive fantastisk. (Altså når vi allesammen lige har overstået de der dødstømmermænd).

GLÆDELIG JUL

Så blev det endelig jul og hold nu op, hvor er det skønt med ferie og ikke mindst tid sammen med familien, til trods for at de fleste var lagt ned af en eller anden led lungebetændelse host host host. Men det ødelagde ikke julestemningen og jeg tror faktisk jeg slap helskindet udenom smitten 7-9-13 og bank-under-bordet.

Nå men blev julen så plastikfri…her er svaret (desværre) nej. Som jeg har nævnt tidligere, så har jeg ikke lyst til at lyst til at trække noget ned over hovedet på andre, men tror på at positive påvirkninger og inspiration til bevidste og bæredygtige valg, er vejen frem. Men til trods for der er plads til klare forbedringer, så var der også overraskelser og ikke mindst nye takter på flere fronter.

Pakkelegen – I mit tidligere indlæg skrev jeg om plastikfrie og anvendelige pakkelegsgaver og hvordan man lige får ændret 12 menneskers vaner en uge før jul…(ps det gør man ikke bare lige). Jeg var en anelse skeptisk inden jul selvom jeg havde fået positive tilkendegivelser om, at folk gerne ville forsøge, at finde plastikfrie gaver som kunne bruges. Mængden af pakkelegsgaver i min familie er stadigvæk “lidt over the top” da det efterlader ret meget indpakningspapir som skrald. Men alle havde faktisk fundet små fine og kreative gaver. Jeg nævner i flæng, emballagefrie lys, toiletnotesbøger, kortspil, bordskånere, bambus tandbørste m.m.

Juletræet – Vi pynter altid juletræ den 23. december til tonerne af Mariah Carey og i år var naturligvis ingen undtagelse. Til trods for at nogen i familien, synes Mariah burde skiftes ud…tsk tsk! På juletræet går det faktisk ret godt med at være plastikfrie. Dels på grund af at julepynten primært består af pynt fra way back, dels fordi der ikke bliver købt nyt. Der bliver allerhøjest tilføjet et par nye foldede julestjerner af min far og jeg (hvis vi ellers kan huske hvordan man gør). Min svigerinde Dasha satte med stor begejstring stjernen på toppen af træet. Tadaaah!

Julegodter – Av av av. Her er en af vores juls hele store plastikudfordringer. Hvert år fylder min mor hendes to  med slik til stor begejstring for mit indre sukker-monster. Desværre er al slikket bare pakket ind i plastik med plastik udenpå….Til højre kan I se hvor meget plastikemballage, der røg direkte i skraldespanden. Rom blev ikke bygget på en dag og det blev skraldebjergene rundt om i verden jo heller ikke – Så det er ikke underligt, at det at ændre vaner tager tid men det kræver også mod og lyst. Men jeg mærker viljen og lysten både hos mig selv, min familie og ikke mindst jer, der følger med og er aktive her, på Facebook og Instagram. Så til trods for den ikke helt så bæredygtige jul, så fortsætter jeg min jagt på de bæredygtige alternativer og rydder stadigvæk ud i den hjemlige plastikjungle og jeg håber i den grad, du har lyst til at være med.

Tilbage er der ikke andet at sige end;
Rigtig glædelig jul.

Pakkeleg uden plastik

Nu er der kun 9 dage til jul og jeg glæder mig faktisk på den der helt cheasy-jule-sweater-agtige måde.  Men inden vi når til den store finale, skal jeg have købt jule- og ikke mindst pakkelegsgaver. Når det kommer til julegaverne kan jeg jo selv vælge plastik fra, men når det kommer til pakkelegen, så er der lige 10 andre spillere end mig, så her er risikoen for unødige og mærkelige plastikdimser ret så stor. Derfor har jeg spurgt mine søde “med-jule-typer”, om de vil være med på et lille benspænd…At finde plastikfrie pakkelegsgaver. Det vil de heldigvis rigtig gerne og jeg er spændt på at se, hvad de har fundet på…- og jeg lover selvfølgelig, at lave en lille foto-følgeton over pakkelegs-mayhem fra den glade jul i provinsen.

Pointen med det her forholdsvis korte indlæg er, ikke kun at gøre opmærksom på, at vi rent faktisk ikke har brug for den der grimme plastik-fugl til spisebordet. Det er mere for at sige, at jeg tror på at positive opfordringer, inspiration og at en lidt kæk tilgang til tingene kan ændre selv de mest sejlivet “jamen-det-plejer-vi-jo-at-gøre” -og hey, forandring sker jo ikke overnight så alle forsøg er i min bog fantastiske og vejen til en plastikfri hverdag.

 

2. søndag i advent…et par dage for sent

Og med et blev det den 7. december og mit løfte om en højere frekvens i indlæggene, holder vist ikke helt. Men hey, bedre sent end aldrig…Ikke!?

Der er virkelig ikke meget dagslys tilbage her i december måned og lysten til at blive indendørs og spise æbleskiver, spille brætspil og drikke rødvin er på sit højeste. Og lige til den form for indendørsaktivitet hører sig i mit univers stearinlys. Bloklys, fyrfadslys, lange lys, farvede lys, ja jeg er ret vild med dem alle sammen. Men når jeg nu forsøger, at undgå plastik, så er det en lidt ambivalent kærlighed. Altså det var lige indtil jeg var en tur “down memorylane” i Søstrene Grene og lagde mærke til, at man jo kan købe lange lys uden emballage der. HURRA! Og så har de ovenikøbet butikker i hele landet, så her kan vi alle gøre lidt for at minimere plastikforbruget.

Så frem med adventskransen, den (hjemme)strikkede julesweater , sæt Mariah Carey på anlægget, tænd op for de lange lys også er der julefrokost.

Du kan finde din lokale Søstrene Grene butik lige her og husk så at fyld muleposen med lys i alle regnbuens farver.

lys

1. søndag i advent – Julegaveindpakning

Nu er der under en måned til juleaften…-og jeg er altså vild med den her tid! Men juletid er også den tid på året, hvor mit (-og måske også jeres?) forbrug har tendens til at gå lidt amok og plastik-pakkespils-euforien vil ingen ende tage efter et par snaps. Derfor vil jeg igennem december drysse lidt bæredygtige juletips ud over jer og håber I har lyst til at være med til at skabe en grønnere og måske også en hvidere jul.

Men hey, ingen jul uden gaver og de skal jo pakkes ind og selvom jeg elsker glimmerpapir, guldbånd og indpaknings-ekstravaganza, så er disse sager desværre ofte plastik-pakket-i-plastik. Derfor har jeg den seneste uges tid samlet gamle aviser på mit arbejde, som alligevel bare skulle smides ud. Dem bruger jeg som indpakningspapir også topper jeg gaverne med et smukt og genanvendeligt bånd. Ja, jeg er hende, der gemmer de pæne bånd juleaften 🙂 Skal gaverne have mere pynt, så kan lidt grangøre tricket, hvis du har lidt til overs fra dekorationer/juletræet. God fornøjelse!

Hvad skal du pakke dine julegaver ind i?

fullsizerender3

 

 

Plastikfri baby – Gæsteindlæg af Mie Schärfe kommende mor til 2

Luise har bedt mig dele noget af min plastik-og kemifri babyviden med jer her på bloggen, fordi jeg var så privilegeret at have rigtig god tid til grundigt at undersøge og efterforske alle de ting, som min baby havde brug for, da jeg ventede den første.

Jeg endte derfor med meget få ”hurtige” løsninger og undgik en masse plastik og kemi. Men der er ingen tvivl om, at det er virkelig tidskrævende, og man skal sætte sig ind i alt mulig og umulig information. Nogle gange bare for ikke at lykkes helt alligevel. I ventetiden på baby2 har jeg heldigvis kunne konstatere udbuddet er markant større og tilgængeligheden af alt fra glassutteflasker til madrasser er så meget nemmere end for de tre – fire år siden, da jeg startede min efterforskning. Hurra! For os alle og miljøet.

I dagens indlæg ser jeg på nogle essentielle ting til ”hjemme-babyen”.

Hjemme
Babyer sover, spiser, fylder bleen og sover igen. Jeg har valgt seks ting ud, som i mine øjne har været det mest nødvendige og mest tidskrævende at finde løsninger på; nemlig madras, puslepude, bleer, klude, sutter/sutteflasker og legeting.

Madras
De mest gængse madrasser er lavet af skumgummi. I ”gamle” dage var skumgummi faktisk lavet af naturgummi, men det er de ikke længere, nu består de oftest af Polyuretanskum og polyestervat. Så uden at tale for meget om kemi, er det altså en base af syntetiske og petrokemiske plastmaterialer, som babyen her hviler på.

Et alternativ er kapok, som er et plantemateriale, der kunne minde om bomuld. Det gror på træer og plukkes ved håndkræft, og næste år kan træet så sætte nye frugter. Det danske firma N-sleep laver madrasser til alle slags baby- og børnesenge; de har fx både Leander og Juno madrasser i deres sortiment, men de syer også efter mål. Derudover så har de madrasser til både lifte, barnevogne, juniorer og voksne, og ikke mindst dyner og puder. Betrækket på madrasserne er økologisk bomuld (Cocoon er et andet dansk firma, som gør det samme, men de er nyere i gamet, og sortimentet er ikke så stort endnu). Min søn vil ikke sove med sommerhusets dyndyne, som han synes er for varm, så vi slæber kapokdynen frem og tilbage. Den varmeregulerer virkelig godt og er perfekt til allergikerhjem, da der ikke kan ”bo” husstøvmider i det, fordi det indeholder et antibakterielt stof, som de ikke kan lide (siger producenterne i hvert fald).

-og det samme gælder jo for madrassen i barnevognen og liften. Liften kan man evt. skifte ud med en slags sovepose, som den norske ”Voksi”. Her er selve dynen lavet af uld og yderdelen af bomuld. Hvis man er lidt fiks på fingrene, så kan man sy den selv. Men de er også virkelig lette at finde på DBA fx.

Puslepude
Der er ingen naturlov, der siger, at man skal have en puslepude. Men da man jo bruger en del tid på at skifte ble, så er det virkelig rart at have et puslebord, som er rigtigt i højden, da ens ryg jo bliver temmelig udfordret med et spædbarn. Jeg valgte ret hurtigt, at lave min egen puslepude, da min jagt efter en færdig i plast- og kemifrie materiale hurtigt fik en ende. Det er heldigvis lidt anderledes nu, hvor der er mange forskellige færdigløsninger at vælge imellem. Men umiddelbart ser mange af dem dog stadig ud til at have skumgummi i maven.

Min DIY løsning blev at sy en pose af et gammelt lagen og sy en (metal-)lynlås i enden og fylde den med spelt. Yes, original speltmor. Derefter købte jeg et vandtæt underlag fra Engel Natur, som er lavet af øko-bomuld og naturgummi. Gummien er desværre skiftet ud med PUL* nu. Og så puttede jeg det hele ind et arvet babydynebetræk. Som så nemt kunne vaskes.

Jeg købte spelten over nettet hos vivatex.dk og underlaget hos naturebaby.dk

*PUL er lavet af enten et stofmateriale eller polyestermateriale, der er limet sammen med en polyurethane-film, det bruges til både stofbleer og bind. Og skulle eftersigende være mindre skadeligt end så meget andet. Men det er plastik, som oveni købet er limet sammen.

Bleer
Bleområdet er genstand for ret meget debat, der handler om hvorvidt det er bedst for miljøet at bruge engangsbleer eller stofbleer, som skal vaskes. –Og ja, der findes rigtig mange undersøgelser, der viser både det ene og det andet. Men her på bloggen handler det jo om plastik, og gængse engangsbleer er plastik. At kalde dem papirbleer er at omgå sandheden på ubehagelig vis, da hovedingredienserne som regel er polyester, Polyethylene (PE) og Superabsorbent polymers (SAP)

”Et barn bruger ca. 6500 engangsbleer under en bleperiode. Det bliver til 1,9 tons affald, som tager 500 år om at nedbrydes.” – Fra Naturebaby.dk

For mig var det store vendepunkt en dokumentarfilm på dr.dk om de her plastikbleer, der på verdensplan bliver brugt milliarder af hver dag! (Desværre har jeg ikke kunne opstøve den, så jeg kunne dele med jer her på bloggen) Men for mig at se, så er der to gode og ret så ”nede-på-jorden”-argumenter for at bruge stofbleer:

Du sparer penge i det lange løb – tjek evt. naturebabys ble-lommeregner her og dit barn bliver hurtigere renlig, fordi han/hun kan mærke, at bleen er våd.

De fleste undersøgelser viser dog også, at hvis man undlader at bruge tørretumbleren, så er der noget at vinde i det der miljøregnskab, som jeg synes er umuligt at gennemskue. Men hvis man vælger den helt ol’school model med en klassik stofble af økologisk bomuld med en blebuks af økologisk uld, så har man i hvert fald sparet verden for en kemisk produktion af plastik.

Der findes dog moderne stofbleer, som i form og funktion ligner engangsbleerne, og der er rigtig mange virksomheder og varianter at vælge i mellem. Alt efter hvor skrap man vil være med sine miljøkrav, så kan man vælge alt fra den føromtalte klassiske version (som også klart er den billigste) til de såkaldte All-in-One bleer, med en yderside af PUL (Polyurethane Laminate). Jeg valgte det svenske mærke ImseVimses to-dels-system, fordi de havde engangsbleernes pasform og funktion, passede til hele bleperioden (med undtagelse af de første måneder, hvor jeg havde deres version nyfødt) og gav mulighed for både at bruge uldblebuks og de vandtætte PUL-blebukser (som nok ikke er halvt så giftige som de ”gummi-bukser”, nogen af os havde om rumpen som børn).

Men jeg har også et par all-in-one bleer med PUL på ydersiden, som er smarte, når barnet skal passes ude (mere om det i næste indlæg). Både det to-delte og all-in-one sættet har desværre plastik-trykknapper og yderdelen er som sagt af PUL, men du har brug for ca. 20stk (lidt flere, hvis dit barn bliver passet ude, synes jeg) og de kan bruges til flere børn. Så du eliminerer i hvert fald dit plastikforbrug en hel del sammenlignet med engangsbleerne.

Hvis man virkelig ikke orker det der med at vaske stofbleer (som man kun skal ca. hver tredje dag), så har det svenske firma Naty lavet en ble, som faktisk kan kalde sig en papirsble. Og det er tydeligt at mærke forskellen, når man får den i hånden. Især når man er blevet mor og konstant vasker hænder og dermed får lidt ru fingerspidser, så hænger man ikke i Naty-bleen, som med plastikbleerne. De er lavet af FSC-pulp og GMO-fri majsfilm. De er meget lækre og holder måsen på afkommet lige så tør som plastikbleerne. Og koster også tre gange så meget som plastikfætrene.

Klude
Jeg har altid haft det svært med de der plastik-skumklude. Jeg husker følelsen af at blive vasket i ansigtet med dem på ferier og udflugter som barn. De kradser og deres primære grund til at eksistere er jo, at de er til en-gangs-brug. Brug-og-smid-væk plastik af værste kradsende skuffe. Derfor var det også helt naturligt for mig, at den slags ikke skulle i min indkøbskurv (og jo, jeg har købt og brugt dem på længere ture, men jeg har en løsning, som du kan læse om næste gang, som også erstatter vådservietten).

Da jeg jo i forvejen havde valgt stofbleer, så skulle jeg jo kogevaske flere gange om ugen alligevel, så derfor var bomuldsvaskekluden jo oplagt. Og jeg valgte den hårde vej og lavede dem selv af gamle og knap så kønne håndklæder. Jeg klippede dem simpelthen i små stykker, som jeg zigzaggede på symaskinen. Man kan også vælge at købe de her flonel-klude fra ImseVimse eller nogle andre bomuldsklude. Jeg skyller dem bare og lægger dem i en skål under puslebordet og så ryger de i maskinen sammen med bleerne eller anden kogevask. Bonus er, at det 1000 gange nemmere at vaske l*** af måsen på den lille med en bomuldsklud end den af plastik.

Sutteflasker og narresutter
Selv hvis man ammer, så kan det være smart at have en sutteflaske, hvis nu man skulle få lyst til at gå væk fra babyen i mere end en time. Eller hvis man nu skulle få problemer med at amme. Og heldigvis er det i dag rigtig nemt at købe en af glas eller stål, desværre har de som regel et låg af plastik. Den jeg valgte var fra amerikanske Lifefactory, fordi den kunne ”vokse” med barnet og blive til en drikkeflaske og havde et silikoneomslag, der beskyttede den mod stød. Der var heller ikke så mange at vælge i mellem på det danske marked, som der er nu. I dag ville jeg nok selv vælge en af stål; primært på grund af vægten, da man jo slæber rundt på en hel del, når man skal ud med en baby. Når det kommer til sutter, så er naturgummi-varianten (Hevea eller Natursutten) vist den eneste løsning uden plastik (udover selvfølgelig at lade være med at introducere babyen for sutten).

Bideting, legetøj og bamser.
Man kan få rigtig mange bide- og rangleting i naturgummi og træ, som er både æstetisk tiltalende og moderne, eksempelvis er Sofie giraf et hit hos mange. Hos naturebaby.dk finder man et rigtig fint udvalg af kemifrit legetøj, men der har da sneget sig plastikprodukter ind (beholdere til sæbebobler og legetøj lavet af genbrugsplast fx).

Desværre er det i den her kategori rigtig svært at styre, hvad man får ind i hjemmet. Alle vil gerne være den der forærer babyen YNDLINGSbamsen og desværre er rigtig mange af dem lavet af polyester og påsyet alt muligt plastik tingel tangel, så derfor har vi i anledningen af den stores tre-års fødselsdag også frabedt os platsiklegetøj. Wish us luck! Er spændt på om det får den modsatte effekt.

Men det kan jeg jo fortælle om, når jeg får lov at tilføje indlægget om “ude-babyen” og “ting til mor” til Urbanbobs rejse mod en plastikfri hverdag.

//Mie

Mit hjemmegjorte puslepude-sæt lavet af et gammelt lagen, et arvet babydynebetræk, spelt og vandtæt underlag toppet med hjemmelavede bomuldsklude. –Og jeg havde aldrig syet noget før.
Mit hjemmegjorte puslepude-sæt lavet af et gammelt lagen, et arvet babydynebetræk, spelt og vandtæt underlag toppet med hjemmelavede bomuldsklude. –Og jeg havde aldrig syet noget før.

Anbefalinger til øret, øjet og resten af kroppen.

Dagene bliver kortere og kortere og ikke mindst koldere…brrrrr. Derfor tilbringer jeg lidt mere tid indendørs, men det giver både tid og ro til fordybelse og at bliver klogere på miljøproblematikken -Som er kompleks, fascinerede og skræmmende på en og samme tid. Derfor vil jeg gerne udvide min horisont, blive udfordret og ikke mindst forsøge at forstå og herunder er et par bud på netop det og på, hvordan du kan blive en bevidst og måske endda en politisk forbruger.

  • Trend på P1
    Jeg elsker at høre podcasts, når jeg laver mad og vasker op og Trend på P1 er mit nyeste lydtapet. I episoden fra den 6. oktober 2016 “Når forbrugeren har magten” undersøger Anne Glad, Flemming Møldrup og Betinna Ohlsen forbrugermønstre, hvad shitstorms gør ved virksomhederne og om effekten af den politiske forbruger. Du kan lytte til Trend her.
  • “Mission Blue”
    Vil du være klogere på havet, vide hvordan vores måde at leve på påvirker de skrøbelige økosystemer og stifte bekendtskab med en af verdens sejeste kvinder, dr. Sylvia Earle, så skal du se den her dokumentar. Filmen kan streames på Netflix og I kan blive inspireret og læse mere om missionen lige her.
  • Sustain Dailys bæredygtige guide til vinterovertøj
    Det er pivkoldt udenfor og skal du som jeg ud og shoppe ny vinterfrakke, vil jeg anbefale dig at tjekke Sustain Dailys guide til bæredygtigt overtøj  ud her.

Rigtig god fornøjelse.